Hej Trine

Hvor skal jeg lige starte?

Jeg havde virkelig ikke lyst til at starte i skole den første skoledag. Er der mon overhovedet nogen, der har lyst til at tage i skole, når det er den første dag et nyt sted?

Man kender ingen. Man er bare sig selv. Jeg kan huske, hvordan min far nærmest slæbte mig ud i bilen. Der var alt for mange tanker at holde styr på i hovedet. Og jeg savnede min gamle klasse helt vildt.

Og så stod jeg der foran alle i klassen. Velkommen til den nye elev. Pinligt.

Men allerede i første frikvarter kom du hen, og spurgte om jeg ville med til en koncert sammen med dig og nogle af de andre i weekenden.

Jeg har aldrig sagt tak til dig, fordi du fik mig med i gruppen på den måde. Og ikke bare ind i klassen, men også sådan, at jeg fik mere selvtillid. Så jeg selv begyndte at tage nogle initiativer. Jeg ved slet ikke, om jeg havde fået nye venner her, hvis du ikke havde været der.

Så nu siger jeg det: Tak. Fordi du tog mig med til den koncert. Du er en fantastisk god ven. Du sender SMS-beskeder midt om natten, når jeg ligger og stortuder over Markus – igen.

Jeg har faktisk slet ikke ord til at beskrive, hvor glad jeg er for dig. Alle de gange du har lyttet til mig, eller vi har grinet sammen af et eller andet åndssvagt. Jeg tror også, du er den eneste, der ALTID orker mig – og som kan forstå, hvad jeg siger, selvom jeg stortuder imens 🙂

Det er en kæmpe tryghed for mig, at jeg ved, at du er der for mig. Hver dag. Både de gode og de dårlige.

Jeg håber, at jeg er en lige så god veninde for dig. Og kan være det, hvis noget går galt på et tidspunkt – selvom jeg selvfølgelig bare håber, at du altid vil have det sindssygt sjovt og fedt.

Knus og kys
Marie

Kære bror

Måske synes du, at det er underligt, at jeg skriver. Det er jo så mange år siden, men nu gør jeg det alligevel. Jeg har nemlig aldrig fået sagt ordentligt tak for alt det, du gjorde for mig i årene efter, at far døde.

Jeg har slet ikke tal på hvor mange weekendbesøg, du inviterede mig på efter, at du flyttede hjemmefra. Dengang tænkte jeg ikke, at det var noget særligt. Men i dag ser jeg tydeligt, at du gjorde meget mere for mig, end jeg nogensinde havde kunnet forvente. Du kunne have valgt at passe dit, men det gjorde du ikke. Og det skal du vide, at jeg er dybt taknemmelig for.

Efter at far døde var der jo pludselig ikke mange penge til ferier og halløj derhjemme, så uden besøgene hos dig i København, ville mine teenageår have været meget anderledes.

Og selvom anledningen til besøgene var trist, så var selve besøgene langt fra triste. Du tog mig med på caféer, bagte pizzaer og viste mig dine favorit-pladebutikker. Ellers husker jeg bare, at vi gik rundt i byen og kiggede på huse og mennesker. Snakkede om løst og fast. Og grinede en hel masse.

Og når jeg så skulle hjem igen om søndagen, så fik jeg altid lov til at låne en stak plader fra din gigantiske samling. Du skal vide, at det var kæmpestort at sidde i toget hjem til Vendsyssel med sådan en pose og en madpakke.

Nu er vi begge for længst voksne og ses ikke så ofte mere. Men jeg tænker tit på besøgene hos dig. I dag ser jeg også hvor meget, de har formet mig. Nogle vil måske sige, at du har hjernevasket mig, men så er det hjernevask på den gode måde. For de ting, du åbnede mine øjne for i de år, er stadig nogle af dem, der betyder allermest for mig.

Så med næsten 30 års forsinkelse vil jeg egentlig bare sige: Tusind tak for alt det, du gjorde for mig dengang. Og tak fordi du stadig er en del af mit liv. Det betød og betyder meget for mig.

Kh
Peter