Du burde spise fisk to gange om ugen. Det er godt for hjertet, hjernen og alt muligt andet – det ved du. Alligevel bliver det ofte kun til en dobbeltpaneret fiskefilet hver anden måned.

For der er stor forskel på at vide, hvad der er godt for os, og så rent faktisk at gøre det. Vi er langt fra så rationelle, som vi bilder os ind.

Skal de mange teknikker til mere taknemmelighed gøre en forskel, så er det ikke nok at læse om dem, ligesom du heller ikke bliver en god bager blot ved at læse opskrifter – du bliver nødt til at få fingrene i dejen selv og gøre dig dine egne erfaringer.

I artiklen her giver vi dig derfor fif til, hvordan du kan gøre taknemmelighed til en del af hverdagen.

1) Få takketips direkte i din mailbakke

For at holde fast i taknemmeligheden har vi lavet et nyhedsbrev til dig. Det er skruet sådan sammen, at du hver søndag kl. 15.00  i syv uger får en mail med tips og inspiration til mere taknemmelighed. Har du appetit på mere, får du også forskelligt bonusmateriale, som du kan dykke ned i. Når de 7 uger er gået, bliver der lidt længere mellem brevene fra os.

Lyder det som noget for dig? Så smut ind på taknemli.dk/nyhedsbrev og tilmeld dig.

Nyd de små ting i livet. For en dag vil du se tilbage og opdage, at de var de store ting.

Kurt Vonnegut

2) Giv dig selv små påmindelser

Når du vil tilegne dig en ny vane, er det godt med små påmindelser i dine omgivelser. På den måde glemmer du ikke så nemt taknemmeligheden i en travl hverdag, der bare drøner af sted.

Her får du et par tricks:

Og husk: Det må gerne være bittesmå ting.

Bænken, du sidder på. At der står en rygende varm pizza nr. 7 foran dig. Solskin i februar. At det føles godt at være lige her sammen med en anden. Den slags.

3) Byg små rutiner ovenpå eksisterende vaner

Vores liv er i høj grad styret af vaner. Vi gør de samme ting igen og igen – dag efter dag.

Lige præcis dét kan du faktisk bruge til at huske på taknemmeligheden. Prøv at vænne dig til at tænke en taknemmelig tanke eller to i bestemte situationer i løbet af dagen.

Fx lige efter, at du har lagt dig på hovedpuden om aftenen, eller når du har børstet tænder om morgenen. Eller måske kan du få din familie med på at gøre det til en rutine, at I inden aftensmaden hver nævner en enkelt ting fra dagen, som I er taknemmelige for.

Udover at hjælpe dig med at huske på taknemmeligheden er det også en god måde at følge med i de andres liv på – og måske få inspiration til at gøre mere af det, som du nu ved, betyder noget for dem.

Teknikken med at stable nye rutiner ovenpå eksisterende er ikke en, vi har fundet på. Eksperter anbefaler den derimod som en af de allermest effektive metoder til at opdyrke nye vaner. De kalder det for habit stacking.

“Store ting kommer fra små begyndelser. Kimen til hver eneste vane er en enkelt, lille beslutning.”

James Clear, forfatter

4) Gå sammen med en makker

To hjerner husker bedre end én. Overvej derfor at gå sammen med en anden om at skrue op for taknemmeligheden. Det er sjovere, når I er to, og det gør det meget lettere at få etableret en rutine.

Er ambitionerne høje, kan I også snakke om, hvad I hver især har fundet frem til i øvelserne. På den måde kan I hjælpe hinanden med at få øje på flere ting, I kan være taknemmelige for – og gøre det til en fælles opdagelsesrejse.

Aftal fx, at I hver dag sender en sms til hinanden med noget, I er taknemmelige for, eller måske bare en smiley, når I har skrevet en ting ned i jeres notesbog. 

5) Gør det til noget hyggeligt

Forkæl dig selv med en kanelsnegl. Sæt din yndlingsmusik på. Eller gør noget helt tredje for at gøre øjeblikket godt.

Taknemmelighedsøvelserne kræver tid og energi, så det gælder om at få din hjerne til at forbinde dem med noget rart. På den måde bliver det meget nemmere, end hvis du tænker ’Arghh, skal jeg nu igen lave en af de forbandede øvelser. Gider ikke. Vil ikke. Orker ikke.’

I stedet for en sur pligt, så prøv, om du kan gøre øvelserne til et pusterum i ugen, hvor du tager dig tid til at glæde dig over de gode ting i dit liv.

Op på hesten igen, når du falder i

At være menneske er at være fejlbarlig og flosset i kanterne. Så ligegyldigt hvor mange gange du lover dig selv at huske taknemmeligheden, vil du stensikkert glemme den igen.

Det er der en god forklaring på.

Fra naturens side er vi skruet sådan sammen, at vi vænner os til gode ting og fokuserer mere på fejl, mangler og problemer end det, der går godt.

Og som om, at det ikke var nok, så er det moderne samfund på mange måder en jetmotor under utaknemmeligheden.

Men betyder det så, at du lige så godt kan give op på forhånd? At det er spild af tid og energi? Slet ikke! Taknemmelighed er ikke noget, du nogensinde bliver færdig med – og det er heller ikke meningen.

At livet grundlæggende er en gave, er derimod et perspektiv, som vi må minde os selv om igen og igen. Heldigvis byder hver ny dag på lejligheder til at opdyrke og styrke følelsen af taknemmelighed, og mindst lige så vigtigt til at vise folk omkring dig, at du påskønner dem.

Her får du tre forslag til, hvordan du kommer i gang:

  1. Skriv et taknemmelighedsbrev – og spred glæde
  2. Skærp dit blik for det gode gode med taknemmelighedslister
  3. Prøv en enkel mindfulness-øvelse med fokus taknemmelighed